Store Broder ser dig!

I den, for sin tid, fremragende dystopi, 1984, beskrev George Orwell en verden, hvor overvågning og kontrol var de altdominerende principper - (Vertrauen ist gut, Kontrolle ist besser!). Alle mennesker i 1984 overvåges pr. definition af staten ved hjælp af tovejs teleskærme. Reelt tror ingen i bogen på, at der altid holdes øje med dem, men man kan ikke vide, hvornår man overvåges, og heri ligger statens egentlige magt. Kun i mørket føler hovedpersonen sig sikker.

Havde Orwell kunnet se ind i fremtiden, ville hans historie have mistet sin centrale dramatik: Med moderne overvågning ville 6 kameraer have fulgt vores helt og computere ville have alarmeret overvågerne så snart hans mønstre blev atypiske. Disse operatører ville zoome og få hvert eneste despotiske ord med, efterhånden som han nedskrev det i sin dagbog. Stærkt lysfølsomme og infrarøde kameraer ville følge ham overalt; natten ville ikke længere være hans egen. Han ville være blevet samlet op før han havde taget to forkerte skridt og længe før, han havde haft den fjerneste chance for at skade staten.

Jo, vi er ved Gud kommet langt siden Orwell. Havde nogen fortalt ham, at Big Brother (eller Store Broder som det hed i den naive oversættelse fra 1951) ville ende som et overordentligt populært underholdningskoncept, ville han antageligt have korset sig (i overført betydning - Orwell var overbevist ateist) og kaldt vedkommende gal. Man skriver jo ikke dystopier for at blive efterlignet!

Big Brother er en realitet. Det har gået sin sejrsgang over det meste af verden, og er nu endelig kommet til Danmark. Der er en grundlæggende forskel mellem 1984 og Big Brother anno 2001: Hos Orwell er overvågningen et middel, mens den i dag, i et samfund med mange flere tilskuere end aktører, er blevet målet.

Man tager 10 helt almindelige, upåfaldende danskere, almindelige at se på og grænsende til at være ordinære. Tricket er så at skabe situationer, hvor disse er tvunget til at agere - tvunget til at vise, at de er unikke, uærlige, følsomme, grimme eller i bund og grund menneskelige. Ved at lære dette om aktørerne, lærer tilskueren noget om sig selv.

Eller sådan kunne det være, hvis dette var en ideel verden. Det er det ikke. Man tager 10 danskere, almindelige til smukke af udseende, og udvalgt omhyggeligt efter princippet om maksimal frustration af gruppen som helhed. Man overvåger dem 24 timer i døgnet, overalt fra toilettet til soveværelset og sørger for, at tilskueren selv kan bestemme, hvor og hvornår han ser med. Så fratager dem bøger, tv, computer, radio og anden distraktion, så de er tvunget til konstant at interagere. Effekten er jo ikke ligefrem sensorisk deprivation, men kan sammenlignes hermed: Uden deres daglige rytme og personlige distraktionsmidler, rettes fokus totalt mod mennesket som sådan og det enkelte menneskes styrker og svagheder udkrystalliseres.

En sådan gennemsigtighed kender vi fra en anden branche: Pornoindustrien! Big Brother er i et ord følelses-pornografi. 10 mennesker betales for/lokkes til at udstille sig selv, men nøgenheden er ikke trækplastret. Deres menneskelighed er trækplastret: Konflikten, forelskelsen, hadet, slåskampen om den samme pige, sladderen og forsoningerne er det, som får tilskueren til at komme igen og igen. Bedst var det jo, hvis der blev scoret Ún med kæreste udenfor! Hvor længe tror du, der ville gå, før TvDanmark havde interviewet kæresten?!

Alternativt må vi nøjes med, at én af pigerne når at være sammen med flere af fyrene; det ville heller ikke være så ringe endda (og er vel egentligt ikke så usandsynligt - så kunne vi kalde hende en Luder og stemme hende ud af huset!). En ting er sikker: Drama bliver der. Råt og usødet, i farver og stereo. Klage kan vi ikke - kun skifte kanal.

Det er mandag til søndag kl. 20.00.

Kan du lade være?