Træd varsomt!

Det var en brændende varm dag. Man kunne på det nærmeste høre solsortene gispe på vej til og fra deres umættelige, skrigende afkom. Varmedisen havde overtaget vejene og fyldt luften med duften af nært-flydende asfalt. Saven klingede skingert i mine ører og overdøvede næsten fuldstændigt de gispende solsorte. Jeg drak løbende og havde beholdt T-shirten på, men efter 3½ times hæk-klipning under de forhold, var jeg alligevel nærmest dehydreret og ganske forbrændt af solen.

Saven åd sig stadig lystigt ind i den forsømte hæk. Klingens små grønne ofre regnede ned omkring mig og klæbede sig, i en sidste hævn, fast til mine svedige arme og ben. I sympati med det døende løv, faldt mariehøns, snegle, biller, bladlus og andre af hækkens mangfoldige beboere. De krablede ned af min ryg og op af mine arme; sved løb på mine balder og samlede sig som blankt vand mellem dem, så det svuppede, hver gang jeg trådte til siden for at komme til et nyt stykke hæk. Det var alt i alt en mindeværdig oplevelse.

På hjørnet, hvor den alt for længe uklippede hæk var vokset tæt sammen med det krogede, gamle mirabelletræ, trådte jeg varsomt, for ikke at få sovset sandalerne helt ind i mirabellemos. Solen stod mig lige i øjnene - jeg svang nærmest hækklipperen i blinde. Den protesterede skingert, hver gang den ramte ved siden af hækken og bed i det tørre, gamle frugttræ. Halvmodne mirabeller regnede ned omkring mig som hagl i en oktoberstorm.

Barberingen fik en ende og jeg trådte et resolut skridt tilbage for at komme ud af solen og betragte resultatet. Da jeg satte højre fod i jorden, lød under sandalen et knald som fra en af disse knaldpistoler, som betænksomme voksne køber til deres 8-9 årige drenge omkring nytår. Den type, som ungerne da også leger med de 10 minutter, det tager dem at komme så langt væk fra forældrene, at det er sikkert at gå over til at sprænge postkasser med deres hjemmelavede rørbomber. Jeg løftede foden i forventning om at se en umoden mirabelle, som var eksploderet under presset. I stedet fandt jeg de sørgeligt fladmaste rester af en husbærende havesnegl.

Min første tanke var:

Nåh, hvad, det var bare en snegl! Næsten samtidigt kom dog tanken:

Er den død? Gad vide, om den lider? Jeg overvejede kortvarigt, hvordan man mest effektivt kunne sikre sig, at sneglen ikke behøvede lide mere, men opgav alle tanker i den retning, da jeg for mit indre øje havde set mig selv hoppe op og ned på stedet mens naboen kom forbi, og jeg på forespørgsel måtte indrømme, at: "…jeg var ved at aflive en snegl!" Det er den slags, som får én indlagt på steder, hvor der kun er håndtag på ydersiden af dørene.

Netop som jeg sænkede højre fod igen og omhyggeligt undgik at placere den oveni liget, gispede en solsort et sted over mig. Nu kunne jeg jo ikke vide, om det var over min skændige handling eller over varmen, men jeg følte uvilkårligt skyldfølelse. For mit indre øje udspilledes et nyt scenarium: Snegl og snegl mødes, og snegl siger:

"Hejsa! Har du set snegl for nylig?" Snegl kigger sig spekulativt omkring og siger:

"Næh. Har du?" Snegl ryster på sine tentakeløjne.

"Næh, og der er ikke andet end en slimet klat, der hvor dens spor ender!" På dette tidspunkt var jeg ved at være godt træt af at have dårlig samvittighed over noget så småt og ligegyldigt, og den rationelle del af min hjerne slog endelig til:

Det er jo ikke fordi det er noget komplekst nervesystem, vi har mistet! Altså, jeg mener, nogle få primære sanseorganer, en lunge, et fordøjelsessystem og en slimfod, det er alt! Det er jo ikke som om den selv nogensinde bekymrede sig om sin eksistens, sin dødelighed eller sit eftermæle - hvorfor skulle jeg så?? Desværre svarede min dårlige samvittighed lige så prompte:

Fordi: Den var en unik og uerstattelig ansamling af organisk materiale, som er borte, fordi du har store fødder!

Fordi: Alt andet lige, så var det dig, som havde det frie valg, og den, som måtte bære byrden!

Fordi: I den store forkromede sammenhæng er du kun en brøkdel mindre betydningsløs, end den er, hvilket faktisk gør jer nøjagtigt lige vigtige!
Min samvittighed fortsatte mens jeg klippede hækken færdig, men jeg tror ikke, vi behøver høre resten; det blev ikke mere sammenhængende.

Jeg begravede den i baghaven under en ispind, hvor jeg på højkant havde skrevet med kuglepen:

S
N
E
G
L


Den er blæst væk nu.


© Brian Lundgaard, 2002



Nu hvor du har læst den, så fortæl mig og de andre, hvad du syntes om den!

På en skala fra 1 til 10 (hvor 10 er bedst):
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10