Det tomme rum

"Forestil dig et rum!"

Hvordan rummet bliver, afhænger i nogen grad af de rum, du har kendt til i dit liv, af det rum, du sidder i lige nu og af din generelle sindsstemning. Måske er det lyst og der er højt til loftet, eller måske er det i tag-etagen, holdt helt i træ og med skrå vægge - det er ligemeget, blot du kan se det for dig.


"Der er en mand og en kvinde i rummet"

Læg mærke til, hvor åben vor historie stadig er: Den kunne fint fortsætte: "Han støttede sin gamle mor, mens de langsomt nærmede sig sofaen. På en eller anden måde, havde han vel altid vidstů" eller, "Hun flyttede sin vægt rundt igen. Hun kunne ikke huske, hvorfor de var endt på gulvtæppet, men hvis de blev ved meget længere, ville hun få en ganske interessant samling brandsår. Over hende fortsatte han med rytmisk præcision.". Før vi kan vide, hvad de laver, må vi vide lidt mere om dem:


"Peter hedder han. Han er unaturligt tynd, på en måde, som øjeblikkeligt får en til at tænke indvoldsorm og kemoterapi. Han er heller ikke videre høj, i hvert fald ikke sammenlignet med kvinden, som han kunne gemme sig bag to gange, selvom han stod skulder ved skulder med sig selv. Hun hedder Lone og er egentlig ikke overvægtig; massiv og bastant, ja, men ikke overvægtig!"

Dér er de så, vore hovedpersoner. Der er stadig tusinde mulige, gode grunde (og endnu flere dårlige) til, at de er i vores rum på samme tid. Måske er Lone socialrådgiver og Peter er mødt op på hendes kontor for at høre, om han kan fortsætte på bistandshjælp, mens han forsøger at få succes med med sit Deathmetal-band, Inconceivable Noise. Eller, Lone er vidne for Jehova og har på sin missionsrute fundet et enkelt sted, hvor hun altid er velkommen. Her sidder hun nu og drikker kaffe med Peter, der som freelanceprogrammør altid har tid nok. Det er adskillige møder siden de diskuterede religion sidst. Hvis vi skal have styr på de to, må vi vide noget mere om rummet:


"Det bærer alle tegn på at være hovedopholdsrummet i en lille lejlighed: Et centalt placeret tv overfor en enkeltmands sovesofa, en støvet computer i et hjørne, én kop og resterne af et aftenmåltid på sofabordet, her og der ligger tøj, nøgler og andre småting og vidner om manglende skabsplads."

Nu skulle resten være nemt nok: Den ene af vore to hovedpersoner er åbenbart det unge menneske, som bebor dette værelse. Så skal vi bare have fundet ud af, hvem den anden er (og hvem, der er hvem (og evt. hvorfor)). Måske er det Lone, der bor her: Koppen på bordet er et smagsløst, lyserødt minde fra hendes højskoleophold; på tv'et kører DR1 (Absolut fredag). Peter står i døren, som han netop har banket på og åbnet uden at vente på svar. Der følger en kortvarig samtale, hvor det viser sig, at han er på den forkerte etage, hvorefter han går igen og Lone går ud efter mere the. Eller, måske er det Peter, som bor her: Mens Lone småsvingende støtter sig til reolen, farer han rundt og rydder det værste rod op, alt imens han småsnakker om problemerne med så små lejligheder og om, at han: "Jo faktisk ikke havde regnet med at have nogen med hjem i aften". Lone er ligeglad, hun har fået øje på den smalle sovesofa, og håber bare, at der er plads til dem begge. Sådan kunne det være. Hvem ved, måske er der ingen af dem, der bor der?


"Døren hænger stadig fast i den ene hængsel; træet omkring låsen er flået. Lone masserer sin skulder, mens hun ser sig omkring: "Jeg tager tv'et og video'en. Tag så mange cd'ere du kan bære!" Med øvet blik affærdiger hun anlægget: "Glem resten, det er noget gammel lort. Kom nu, for fanden!". Peter nikker og går i gang med at fylde de medbragte plastikposer. Meget værd var det jo ikke, men høje blev de da."


© Brian Lundgaard, 1999



Nu hvor du har læst den, så fortæl mig og de andre, hvad du syntes om den!

På en skala fra 1 til 10 (hvor 10 er bedst):
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10