En smule perfektion

"Lidt kosmetisk kirugi har aldrig skadet nogen!", sagde han, vel vidende, at han gentog sig selv igen: "Det ville ærlig talt være en langt større forbrydelse, at forbande ham til aldrig selv at kunne bestemme, hvordan han vil se ud!"

Hun var vred, kunne han se. "Fri mig for din reklame-retorik!! Han skal ikke nullificeres - jeg er glad for, at han kommer til at ligne os.". "Peter…", sagde hun og hendes stemme blev kælen og drillende: "…selv dine fjollede ører ville jeg foretrække fremfor en nullifist.".

Nu var det hans tur til at blive vred. Han havde naturligvis ikke haft de ører længe; faktisk ikke mens han og Carmen havde kendt hinanden, men der fandtes billeder! Havde disse ikke været i hans mors varetægt, ville Carmen aldrig have kendt til hans første ører, men hans mor var den nostalgiske type og havde i hele sit liv aldrig smidt noget væk, som kunne minde hende om i går. At Carmen og hans mor så skulle vise sig at dele en stærkt negativ indstilling til nullificerings-kirugi, havde været totalt uforudsigeligt - i hvert fald havde han ikke set det komme. Da deres lille søn, Jonathan Silversteen Mortens, havde nærmet sig de 8 måneder, som Peter, med det meste af lægestanden i ryggen, betragtede som det optimale tidspunkt for nullificerings-indgrebet, havde han, som den naturligste ting i verden, aftalt en tid for indgrebet og så glemt alt om det. Først da bekræftelsen fra klinikken kom, havde Carmen hørt om det; hun havde været mindre end begejstret.

Hun havde brugt ord som egoistisk, løgnagtig, grusom og en hel del andre, som han heldigvis ikke huskede længere og havde direkte anklaget ham for at ville snige Jonathan ud i ly af natten, for at vende hjem med et identitetsløst plastikbarn, som hun så måtte lære at elske, om hun ville eller ej. Han havde tålmodigt forsøgt at forklare, at det aldrig var faldet ham ind, at hun kunne være imod nullificering, bredt anerkendt og humant, som indgrebet var. Hun havde ikke villet lytte og han havde tilbragt en uge på den ubehagelige sofa i stuen, inden han blev taget til nåde igen.

Siden havde de ikke talt om indgrebet, men der var opstået en ny kulde mellem dem og Carmen havde ikke ladt ham være alene med Jonathan i længere tid af gangen. Hun havde ikke sagt noget, men havde bare altid overstået indkøb, frisørbesøg og lignende før han kom hjem fra arbejde. Han havde accepteret det som en fase hun skulle igennnem, for at kunne stole på ham igen, men ikke kunnet slippe tanken om det urimeligt i at dømme Jonathan til at leve med tegnene på sit mangelfulde genetiske ophav hele sit liv. Bevares, de alvorligste mangler kunne afhjælpes med almindelig kirugi, men kun nullificeringen kunne garantere, at Jonathan kunne vælge frit!

Da Jonathan var næsten et år, og det var ved at være sidste chance for et succesfuldt nullificerings-indgreb, havde han så forsigtigt taget spørgsmålet op igen. Han havde troet, at det hele ville være lettere, når Carmen havde haft lidt tid til at vænne sig til tanken, men han kunne ikke have taget mere fejl! Det havde virket som om hun havde brugt den mellemliggende periode på at rafinere sine argumenter mod nullificeringen - han var næsten blevet overbevist af hendes tirade.

Hvad der endte med at overbevise ham, var Carmens totalt uventede beslutning om, sammen med Jonathan, at flytte ind hos Peters mor, indtil det tidspunkt, hvor nullificeringen ikke længere kunne gennemføres. De færreste ægteskaber kan overleve en sådan mistillidserklæring - deres kunne ikke, og Jonathan voksede op hos sin mor og farmor.


Uddrag af "Verdens historie - år 2100-2343"
citerede artikel skrevet af K. R. R. Rastrbul
gengivet med tilladelse fra forlag og forfatter

"…Jonathan S. Mortens viste sig at være et af de sidste non-nullificerede børn i den vestlige verden. Han var den eneste i forskole-instutionen, som havde sin egen hud; når han fik plaster på, fik de andre lukket gummiet med en lap, indtil egen læge kunne lukke hullet mere permanent. Da han i de tidlige teenageår begyndte at få dun på overlæben, var hans klassekammerater netop begyndt at se sig om efter et design, som de mente at kunne leve med hele livet. […]

Hans tidlige individualisering isolerede ham fra de andre børn og besværliggjorde hans opvækst, men gjorde ham uventet populær hos pigerne, da de i 15-16 års alderen fik foretaget deres kropskirugiske konstruktion og kunne begynde at nyde deres kvindelighed. Måske var det fordi han var det kendte, hvor de nykonstruerede drenge på skolen først nu begyndte at fremstå som individer, eller måske skyldtes det hans vindende og vidende væsen, hvem ved? Sikkert er det, at interessen ikke skyldtes han skønne ydre: Han havde arvet sin fars ører og sin mors tendens til overvægt. Uden hjælp fra nullificeringens hormonudligning, var det svært for lægerne at bekæmpe denne tendens, og han var hele sit liv mildt overvægtig. […]

Da Jonathan S. Mortens var midt i 20'erne skrev han sin første længere filosifiske afhandling, "Kreativitetens konkubine - om individualisering og personhed", som betragtes som et af det 22. århundredes væsentligste filosofiske værker, til trods for, at det i bund og grund er et forsvar for den non-nullificerede opvækst, som allerede på det tidspunkt var så godt som udryddet på Jorden. J. S. Mortens levede af skriverier og holo-foredrag hele sit liv, og var en af de skarpeste kritikere af non-konstruktionsbølgen, som først tog fart efter hans død. At én mand kunne sløve en så naturlig udvikling, skal ses i lyset af hans samtid, som simpelthen ikke var klar til mennesker, som ønskede at leve hele deres liv som nullificister. […]

Den dag i dag er J. S. Mortens fysiske ydre et populært valg hos de præ-konstruerede, som ønsker at signalere individualitet."


© Brian Lundgaard, 2000



Nu hvor du har læst den, så fortæl mig og de andre, hvad du syntes om den!

På en skala fra 1 til 10 (hvor 10 er bedst):
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10