Missionæren

Højtlæsning: 1,05 Mb (bedst)      540 Kb (mindst)

Hans navn var Jorni MacLeech og egentligt var han Ikke-Nogen, men hans mor var Skotlands stædigste kvinde - med trusler, løfter og tæsk bar hun ham gennem præstestudiet. Dagen efter MacLeech var blevet ordineret, meldte han sig som frivillig til missionærtjeneste i Afrika. Mrs. MacLeechs øjne skinnede, når hun fortalte om sin søn og hans kommende helgenstatus, og mange bemærkede, hvordan Jornis ansigt, når han talte om sit fremtidige virke i Afrika, fik et fredsfyldt, næsten helgenagtigt skær. Han drog mod hedningernes højborg dagen før sin 22 års fødselsdag og, ikke ud af en søstærk familie, tilbragte han selve fødselsdagen med at lære betydningen af vindretninger ved søsyge.

Vi befinder os i tiden før højhastighedsrejser og vejen til Afrika er faktisk lang, selv idag. Sikkert er det ihvertfald, at MacLeech, da han endelig nåede frem, havde et forhold til større ansamlinger af vand, som kun kan betegnes som et had/had-forhold. Efter nogle uger i Dakar havde han dog fået genantændt den hellige ild (og optjent en betragtelig spillegæld), hvorfor det faldt ham naturligt, at drage ind i landet og søge efter vilde hedninge som han kunne kristne.

Hvad Jorni ville have gjort, hvis han på dette tidlige tidspunkt rent faktisk havde mødt disse vilde, står hen i det uvisse; hvad vi ved er, at han blev opdaget, 15 dage senere, af Daalsad-stammen, som fandt ham liggende på sletten med åbent kraniebrud og brækket ben. Ingen Daalsad-kriger havde nogensinde før set en sådan hvid dæmon, men efter nogle dages eftertanke, opdagede stammens vismand, at dæmonen faktisk havde været forudset i flere stammens sagn og myter. Sagnene sagde tilsyneladende, at dæmonen enten var et varsel om ni måneders frigiditet hos kvinderne, eller om 11 dages jagtlykke i et smukt eksempel på, hvad der virkeligt tæller, stillede Daalsad-krigerne vand frem til Jorni, og gik på jagt!

Han skulle ikke have overlevet! Faktisk havde vismanden allerede indkoopereret ham i sine nye sagn, som: "Dæmonen-som-ikke-var-hos-os-længe", men Jorni døde ikke. Han blev først: "Dæmonen-som-var-hos-os-i-et-stykke-tid", for så at ende som: "Dæmonen-om-hvilken-vi-ikke-ved-hvornår-den-forlader-os". Som det så ofte går med den slags, overlevede Jorni vismanden, holdt hans gravtale og overtog hans plads (det blev aldrig bevist, at Jorni overhovedet havde været i nærheden af vismandens hytte den dag).

Faktisk var vor helt ikke særligt velegnet til jobbet, hvilket alle vil kunne indse, hvis de overvejer vismandens situation: Han skal ikke gå på jagt, forventes ikke at gå til hånde hjemme, men har en hel stammes kvinder til at opvarte sig i alle dagens lyse timer, hvor han er den eneste tilgængelige mand.

Da de hvide babyer begyndte at komme, frygtede Jorni for sit liv. Han kunne ikke flygte, benbrudet blev aldrig behandlet og var vokset temmeligt skævt sammen det var en oplevelse at se ham gå og kun de allerheldigste af stammens børn havde haft den store fornøjelse at se ham løbe. Flugt var ikke en valgmulighed, han måtte blive og tage sin straf. Til sin store forbavselse blev han både takket og lykønsket; det viste sig, at man i stammen betragtede det som en ære at have en attråværdig kone, og Jorni havde beæret mange! På grund af den lidet kendte, men veldokumenterede mulateffekt, var Jornis afkom uventet kapabelt og udmærkede sig på mange områder.

Da den tid kom (16 års alderen) hvor de skulle giftes bort, blev de hvide (mod sædvane) gift internt i stammen, hvorved Jornis gener satte deres fornyede aftryk! Idag, længe efter hans død, ses effekten af hans liv i stammen stadig: Daalsad-stammen er kendt for deres spidse næser, som har givet dem tilnavnet: "Afrikas grimmeste mennesker", men tiltrods herfor er dens giftefærdige mænd samtidigt blandt Senegals populæreste. Jorni havde nemlig to dominante genetiske træk: Den spidse næse og anlægget for et usædvaneligt lille lem! Og meget kan man sige om piger, men skal de giftes som 12 årige, ved de godt, hvad de skal prioritere!

Der er en Morale: Selv den, som er grim og ikke har moral, kan have et lille lem!


© Brian Lundgaard, 1998



Nu hvor du har læst den, så fortæl mig og de andre, hvad du syntes om den!

På en skala fra 1 til 10 (hvor 10 er bedst):
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10