Hvad manden bør vide om parforholdet

I vore moderne tider, hvor informationssøgning hører til hverdagens oplevelser, er vi vant til at være velinformerede og generelt velforberedte på de problemer, som livet byder os. På visse områder er det dog stadig ganske svært at finde ordentlig information – oplysningstid eller ej, visse tabuer er usvækkede. Dette er et forsøg på at bryde endnu et par! I det følgende vil jeg gennemgå nogle punkter, som enhver mand, der ønsker at leve sammen med en kvinde, bør kunne på fingrene.    

Dine tidligere kærester
Uanset hvad du måtte tro, så har du aldrig haft andre kærester end den nuværende. Du bilder dig sikkert ind, at du kan huske et par eller tre, men sådan er det ikke: Hun er den eneste, der har aldrig været andre end hende – før hende intet, efter hende kun døden (har du fattet det nu?). Der er nogle få undtagelser fra denne regel: Det er tilladt at have haft kærester, som var totalt håbløse, men der skal være tale om komplet og fuldstændig håbløshed: Rådne tænder, tyndt hår, excessiv overvægt, sexappeal som et tjørnekrat på en vintermorgen, personlighed som en tysk pansertank, intelligens som en våd mursten, fodsvamp og en garderobe, som man ville finde den i et dårligt støttet sindssygehospital i 1840’erne.    

Hendes tidligere kærester
Det er forventeligt, retfærdigt og naturligt, at du i alt hvad du gør og siger, bliver sammenlignet med det bedste ved en hvilken som helst af hendes tidligere kærester. Hvis hun ikke har haft mange nok, forventes hun at sammenligne dig med sin far, sine brødre eller at finde på perfekte kærester, som kan bruges til formålet. Du kan lige så godt vænne dig til sætninger som: "Peter blev aldrig sur, når jeg drillede ham.", eller "Simon vidste, hvordan man holder sin kærestes fødselsdag! Altid røde roser og morgenmad på sengen og spændende planer for hele dagen." Disse små fornøjelige stikpiller kommer for at holde dig på tæerne og lade dig vide, hvad hun forventer af dig – om de er sande eller ej er uden betydning, de er et tegn på, at hun stadig mener, at det kan betale sig at opdrage på dig. Du er først på den, når hun begynder at fortælle om sine kommende kærester!    

Spiritus og fest
Bare for at der ikke skal være nogen tvivl fra starten: Der er stor forskel på, hvad du kan tillade dig ved en fest, og hvad der er helt naturligt for hende selv ved minimalt festlige lejligheder. Du må naturligvis gerne drikke, men bør indhente særlige tilladelse, hvis noget af det, du planlægger at drikke, indeholder alkohol. Hun kan når som helst på aftenen fortælle dig, nøjagtigt hvor meget du har fået at drikke og gør det, for hver genstand efter den anden. Du har ikke denne ret, men skal blot samtykke, når hun dagen efter kalder den kasse øl, hun drak for: "Et par øl og et glas rødvin" og undrer sig over, at man kan få ondt i hovedet af så lidt.

Hun ved udmærket, at du ikke kan danse, og skulle du selv have glemt det, minder hun dig meget gerne om det ("En klodset gris på speed og rulleskøjter, skat! Men, jeg elsker dig jo alligevel!"). Derfor er det oplagt, at hun får stillet sin danselyst med andre mænd ved festen, og kun naturligt, hvis de danser væk til et hjørne, hvor du ikke kan se dem; det er jo trods alt lidt underligt for hende, at være nødt til at danse med andre mænd, mens du er der! Danser du med en anden pige, er festen ovre og helvede bryder løs, om end der er én undtagelse: Du må gerne danse med piger, som falder indenfor kriteriet for komplet og fuldstændig håbløshed, som det er defineret i afsnittet om dine tidligere kærester. Når festen virkelig er slut, og du har båret hende hjem, holdt hende, mens hun kastede op, hældt vand i hende og lagt hende i seng, så er der et par ting, du må og skal huske, når du vågner næste morgen: Hun var ikke på noget tidspunkt så fuld, at hun ikke vidste nøjagtigt hvad hun gjorde, og intet af det hun gjorde, mens hun var nøjagtigt så fuld, var pinligt. Endelig, er det naturligvis synd for hende, at hun kan få ondt i hovedet af et par øl og et glas rødvin, hvorfor du bør tilbringe din dag med at pleje hende rask.    

Jeres sexliv
Kvinder har lige så meget brug for sex, som en aldrende pels-allergiker har brug for 75 kilo sindssyg Rottweilerhan! Hvad de har brug for, kan beskrives med en række mandlige buh-ord: Kærlighed, nærhed, tryghed, varme og kammeratskab. Hvis du spiller dine kort rigtigt, vil du kunne bringe dig selv i en situation, hvor du kan bytte dét, hun har brug for, med det, du har brug for. Jeg behøver vel ikke udpensle her, hvad det er? Du ved, hvad du vil ha’. Tricket er at sørge for, at hun ikke ved det!

Heri ligger faktisk den første fejl, som mange mænd gør: De forsøger at vedligeholde deres seksualliv ved at spille på medlidenhed eller almindelige bytteforhold (i stil med: "Jeg tager opvasken; hvornår får jeg den suttet af?").

Medlidenheds-fejlen, derimod, giver sig som regel udtryk i sætninger som: "Du har jo aldrig lyst, og så må jeg bare gå rundt med konstant jern på!", eller: "Godnat, skat. Jeg håber ikke jeg holder dig vågen, men jeg er nødt til lige at onanere, ellers falder jeg aldrig i søvn!". Et andet eksempel på medlidenheds-fejlen er at indtage den sure mine eller den bortvendte krop, når I går i seng; det ender som regel med, at du ligger forstenet og venter på, at hun skal spørge dig, hvad der er galt, og at du må opgive, når du opdager, at hun har snorket i en halv times tid!

Medlidenheds-fejlen er en fundamental fejlslutning, idet den bygger på antagelsen om, at du har en stærkere vilje end hende. Det er ikke tilfældet! Sammenlignet med hende, har du rygrad som en gople; ved en frontal konfrontation, hårdt mod hårdt, har du ikke flere chancer, end en vanddråbe i helvede! Hvad der er brug for, er raffinement og en god portion indsigt i den kvindelige psyke.

For at skabe et udgangspunkt for en forståelse af kvinden (og ultimativt, for opretholdelse af dit sex-liv), er vi nødt til at vende tilbage til ovennævnte buh-ord: 1:Kærlighed 2:Nærhed 3:Tryghed 4:Varme og 5:Kammeratskab.

Jeg er mig bevidst, at denne række ord ikke siger den gennemsnitlige mand en skid, hvorfor jeg har udarbejdet følgende liste, hvor ordene er forklaret i termer, som enhver mand kan forstå:  

1)"Kærlighed"
Dette er nok det allersværeste af de kvindelige begreber. Det bør aldrig forveksles med det, manden opfatter som kærlighed, der har mindre til fælles med den kvindelige opfattelse af kærlighed, end differential-regning med 2+2. Heldigvis er forståelse af begrebet ikke målet her (det skulle jo nødigt udvikle sig til en roman), vi kan nøjes med at se på den adfærd, som forventes af dig. Denne vil komme til udtryk i forklaringen af de fire følgende begreber –hvis du følger anvisningerne nøje, vil hun føle sig elsket!

2)"Nærhed"
Fortæl hende om dine følelser og tanker! Der er naturligvis det problem, at du på en helt almindelig dag ikke har én eneste følelse, som er velegnet til at blive delt med nogen, men her er der hjælp at hente: Skaf dig Emily Dickinsons og Lord Byrons samlede digte. Samtidigt med, at det får dig til at fremstå som følsom og intellektuel, giver det et fremragende leksikon over socialt accepterede følelser! Husk altid at markere de følelser, som du har brugt én gang; hun har en fremragende hukommelse for den slags nonsens. Hvad angår dine tanker, så burde der være enkelte af dem, som kan bruges! Det vigtigste er egentligt, at du er på vagt overfor medlidenheds-fejlen, når du vælger de tanker ud, som du vil dele med hende. Tre til fire tanker om ugen er som regel det rigtige antal.

3)"Tryghed"
Den mest normale fejlslutning i forbindelse med dette begreb er antagelsen om, at kvinden finder tryghed i sin partner ved immaterielle forhold, så som "opmærksomhed", ovennævnte "nærhed" eller det beslægtede "fortrolighed". Dette er på ingen måde tilfældet! Kvindelig tryghed opnås primært med materielle midler: Den nye bil, spabadet, fedtsugningen, 35" tv’et med dolby surround og 30 siders teksttv-hukommelse eller opgradueringen af grafikkortet. I denne forbindelse bør man være opmærksom på, at indkøbt tryghed en logaritmisk voksende funktion; ingen mand har midlerne til at købe sin kvinde tryghed i al fremtid. Derfor planlægger den kloge mand sine indkøb nøje, starter lavt (fx med et sæt nye blyanter, eller et matchende sæt snørebånd) og foretager herefter sine indkøb efter princippet om optimal frustration (dvs. at han trækker behovstilfredsstillelsen så længe som han kan, uden at hun begynder at pakke!). Din stilling som skaffedyr er ganske kompleks: Hun må aldrig tro, at du tror, at hun kun holder af dig for den materielle sikkerhed du giver hende, selvom hun gerne lader sine veninder tro, at hun synes, at dette er din primære funktion og samtidigt bilder sig ind, at hun har været i stand til at lade dig tro, at hun betragter dig som mere end et skaffedyr, hvilket du naturligvis ikke tror en skid på (som sagt: "Komplekst")!  

4)"Varme"
Dette er et af de få enkle kvindelige begreber og drejer sig i bund og grund om kropskontakt! Det er et knus i ny og næ, den tilfældige berøring, når du alligevel går forbi hende eller dén hånd, som du langsomt kører gennem hendes hår, uden at mene noget videre med det. Du skal blot være omhyggelig med at undgå at berøre hende med dit underliv eller berøre hendes underliv, hvilket vil ødelægge effekten af den ellers positive kropskontakt.  

5)"Kammeratskab"
Alle mænd har mødt dem: Mænd, som i fuldt alvor påstår, at de har kvindelige venner! Den slags bør naturligvis aldrig tages alvorligt, men bør snarere tages som et udtryk for manglende erfaring. Det er et faktum, at en lille gruppe mænd faktisk er i stand til at have kvindelige venner, men det er uklart om disse, i den snævre betydning af ordet "mand", som anvendes her, overhovedet bør klassificeres som mænd! Sikkert er det, at mænd, som er til kvinder, ikke kan have et stabilt venskabeligt forhold til en kvinde; før eller siden kommer pikken i vejen. Hvad har alt dette med parforholdet at gøre? Jo, hun forventer af dig, at du er hendes ven, og ikke bare hendes partner, kæreste, samlever eller hvad I måtte have valgt at kalde det. Dette er ikke umiddelbart muligt, uden at det går alvorligt ud over dit sex-liv (og det kan vi jo ikke ha’, vel?!). Der er desværre ingen lette løsninger på dette problem; du er henvist til at foregive interesse i hendes daglige gøren og laden, og så ikke lade dét komme i vejen for at betragte hende som et seksual-objekt. Dette opnås bedst ved ikke at lytte, når hun deler sine tanker og følelser, men blot mumle bekræftende med jævne mellemrum.  

Efter sexlivet
Efter de første 6 måneder af jeres parforhold, vil I have gennemført 95% af de samlejer, I nogensinde kommer til at have med hinanden. Dette er en ganske naturlig udvikling; forsøg på at kæmpe imod den bør betragtes som decideret farlige.

For det første, er der en alvorlig fare for, at hun kommer til at føle sig som et sex-objekt og får det indtryk, at du kun er interesseret i hende for det gratis sex du kan få ud af det. Jo, jeg ved godt, hvad du tænker: "Og hvad så? Alle andre ved det! Hvorfor ikke hende?". Svaret er: Gratis-sex-tricket er en af De Tre Store Mandlige Hemmeligheder, og du deler, som repræsentant for dit køn, ansvaret for, at den aldrig afsløres for det svage køn.

For det andet er der en reel risiko for, at det vil lykkes dig at holde hende interesseret i hyppig sex! "Fedt", tænker du? Nej, frygteligt! Nedgangen i den seksuelle aktivitet er en evolutionært udviklet, biologisk sikkerhedsventil. Hvis du har succes med at bekæmpe nedgangen, vil jeres seksual-frekvens fortsætte usvækket indtil det tidspunkt, hvor dit lem hænger i laser, og du en skæbnesvanger tirsdag morgen må takke nej til tredje gang, hen over køkkenbordet, mens I spiser Kelloggs cornflakes. Det afhængighedsforhold, du på dette tidspunkt har sat hende i, vil forårsage en voldsom ansamling af seksuel energi i hendes frontallapper. Du har herefter ca. 15 sekunder til at komme ud af køkkenet, før hendes hoved eksploderer!

Hvor brutalt dette end måtte synes, så er den tredje grund til ikke at kæmpe mod frekvens-nedgangen faktisk den vigtigste: Som mand, er du naturligvis interesseret i sex hvor og hvornår du kan få det, ikke? Nej!! Du er stærkt afhængig af både at være optimalt fysisk stimuleret og at være fuld af kærlighed for den kvinde, du er i færd med at forsøge at befrugte. Efterhånden som det lyserøde skær forlader jeres parforhold, vil der gå længere og længere tid mellem, at du således løber fuld af kærlighed. Hvis du ignorerer dette og kører på som altid, vil du langsomt, men sikkert, miste evnen til at få den op at stå og ikke føle nogen glæde, de sjældne gange, blodet af vanvare løber i den rigtige retning.

Mandens behov for følelsen af kærlighed under seksualakten er Den Store Mandlige Hemmelighed; alle forsøg på at afsløre den for det modsatte køn vil resultere i spontan nedsmeltning af centralnervesystemet!    

Forbudte sætninger

Som i alle andre af livets forhold, er der i parforholdet ting, som man bare ikke siger. Det følgende er en kort liste over de vigtigste af de sætninger, du bør undgå, og burde give selv den gennemsnitligt begavede en fornemmelse af de emner, som bør undgås:

"Jeg ved godt, at du ser lidt tyk ud i den, men den anden hang på dig som en sæk!"

"Ring og spørg min mor, hendes smager himmelsk!".

"Prøv lige og se patterne på hende der! Det må da mindst være en D-skål!"

Alle sætninger, som starter med: "Nu er jeg jo klogere end dig, så…", og alle, som ender med: "…men det fatter du jo nok ikke!"

"Klart synes jeg, du ser godt ud, men 15 kilo mindre og en barbering af ryggen ville bare gøre det perfekt!"  

Herud over er det altid klogt at tænke sig grundigt om, før man siger noget som helst, og så holde kæft!    

Påbudte sætninger
Lær dem (du får brug for dem)!

"Jo, jeg lytter skam! Jeg blev bare lige fascineret af den måde, dit hår fanger lyset på!"

"Den sidder smukt, skat, men du ved jo, at jeg foretrækker dig nøgen!" (kan bruges om alle former for påklædning, og har den fordel, at den afleder hendes opmærksomhed fra tøjet, så du slipper for at specificere, hvad du mener med smukt)

"Det skal jeg naturligvis ikke kunne sige, det er dig der er den kloge her – jeg er mest til pynt!"

"Det smager vidunderligt, skat!" (banal og patetisk, som den er, er dette én af de væsentligste sætninger i dit arsenal; den bør aldrig udelades, med mindre du drømmer om at tilbringe dine aftener i et køkken!)

Disse sætninger bør være udenadslære – de vil ikke have den ønskede effekt, hvis det virker som om du skal tænke over dem først! Der findes en hel række af disse sætninger, men desværre varierer det fra kvinde til kvinde, hvad der er den helt rigtige udtryksmåde, hvorfor det anbefales altid at nedskrive sætninger, som viser sig at have den ønskede effekt.

  Generelt om parforholdet og et par afsluttende bemærkninger
Jeg kan se den typiske læser for mig: Rivende sig i sit sparsomme hår, råber han fortvivlet: "Det er sgu’ for meget! Hvorfor overhovedet prøve?".

Spørgsmålet er naturligvis berettiget og ingen mand bør indlede et parforhold, uden først at have overvejet, om det virkelig er besværet værd og hvad det egentligt er, han vil have ud af det. For at have et udgangspunkt for disse overvejelser, er vi nødt til at gøre os nogle tanker om parforholdets natur:

Et eller andet formål må det jo have – parforholdet – det eksisterer næppe alene for at komplicere mandens færd gennem livet!?

Det oftest hørte bud på parforholdets natur er en mere eller mindre vag formulering af ønsket om artens opretholdelse og egne geners videreførelse, gerne ud fra antagelsen om, at selve livets styrende princip skulle være reproduktion!

Jeg har flere problemer med denne antagelse: Mens det er uigendriveligt (som enhver biolog vil nyde at fortælle dig), at livet på det cellulære niveau kan beskrives tilfredsstillende ud fra principperne om selvopretholdelse, vækst og reproduktion, så foretrækker jeg at betragte mig selv som en anelse mere kompleks end de fleste en-cellede organismer og har til dato ikke mødt en eneste amøbe med et sjæleliv, som kan måle sig med mit. I og med den større kompleksitet og vor fantastiske bevidsthed, er det min faste overbevisning, at de fleste mennesker befinder sig adskillige udviklingstrin over amøben, hvorfor vi ikke, i samme grad som den, er henvist til at reagere i streng overensstemmelse med vores natur.

I stedet har vi vort frie valg og kan for eksempel vælge at reproducere vore gener i sædbankerne og derved helt slippe for månedlige cyklusser (åbent kl. 9.00-17.00 alle hverdage), hovedpine, forspil, sluprelyde, manglende gensidig tilfredsstillelse og gamle håndklæder.

Vi gør det bare ikke! Vi danner stadig små binære enheder, låser hoveddøren, sætter det godt skjulte videobånd (mærket: "Tante Idas 30 års fødselsdag" for det tilfælde, at kattepasseren alligevel skulle finde det!) på og prøver at komme i stemning. Der må være noget andet på spil.

En del kønsforskere har foreslået, at parforholdsfænomenet bedst kan forstås som reciprok (gensidig) behovstilfredsstillelse i en lang bredere forstand, end blot den seksuelle.

Antagelsen er tilsyneladende, at vi som mennesker har behov for at opleve den andens morgenånde, for at have nogen at diskutere toiletbrættets placering med, for at kunne sige: "VI" til vennerne (som om det var mere imponerende end de løbende beretninger om weekendens scoringer!) og for generelt at blive behandlet skidt af én man elsker! Hvad denne antagelse først og fremmest viser er, at biologer og medicinere bør holde sig indenfor deres eget fagområde, når de bedriver forskning.

Der er intet i parforholdet, som ikke kan opnås i andre sociale sammenhænge (hvis man prøver, kan man sagtens finde en vennekreds, som behandler én skidt!).

Indenfor den kultur-sociologiske forståelsesramme findes et bud på en forklaring på de mystiske pardannelser, som faktisk giver en del mening: Man betragter her parforholdet som et socialt og kulturelt samfundsideal.

Parforholds-formen opretholdes og forstærkes således i og med at den betragtes som den rigtige måde at leve sit liv på; man kunne sige, at vi lever parvis, fordi dét nu engang er det, man gør. Om end denne antagelse umiddelbart giver mening, synes det ikke at kunne være hele sandheden, idet intet andet kendt ideal i samme grad kan få mennesker til totalt at ignorere eget velvære og gemmegå helvede dag efter dag.

Nej, den endegyldig, evige og uforfalskede sandhed om årsagen til pardannelser er (her må det anbefales mænd, som har været glade for den hidtidige tone i denne tekst eller som er fuldt tilfredse med at leve deres liv som kvindehadere, at holde op med at læse og blot glæde sig over, at deres syn på kvinder endelig er kommet på tryk!):

  Deres himmelråbende konstruktionsmangler til trods, er kvinderne den kønnere, klogere, behageligere og alt i alt bedre halvdel af racen, og det er mandens lod at tilbringe sit liv med at søge efter én, som kan holde ham ud længe nok, til at han kan sole sig i hendes tilstedeværelse!


© Brian Lundgaard, 2000



Nu hvor du har læst den, så fortæl mig og de andre, hvad du syntes om den!

På en skala fra 1 til 10 (hvor 10 er bedst):
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10