Fortløbende novelle

Kanonen gled på plads med et næsten lydløst klik. Garak begyndte med det samme påføringen af SerClexen. Det velkendte rengøringsarbejde krævede ikke hans mentale opmærksomhed og han,s tanker vendte sig i stedet, som så ofte det sidste halve års tid, mod Rishkaen.

Garak var først lige fyldt 17 år og Rishkaens påbegyndelse lå stadig måneder ude i hans fremtid - vurderingsfasen selv kunne tage år, og først når den var afsluttet, ville han kunne tage sin plads i voksenverdenen. Han kunne ikke vente.

Tanken om flere måneders rastløs venten frustrerede ham, og han gik til laserfalanksen med fornyet kraft. Kanonerne var monteret med 10 meters afstand overalt på det ydre værns svagt buende yderside. Indenfor var kanonerne indlejret i nicher 30 cm over gulvhøjde i lange, buede gange, hvis eneste formål var at muliggøre vedligeholdelsen af kanonerne.

Gangene var 1,20 meter brede og 1,60 meter høje. Der var 10 meter op (og ned) til næste vedligeholdelsesgang, men det mellemliggende areal var massivt, stålarmeret beton. Gangen var veloplyst, men Garak kunne kun lige gå oprejst derinde, og tanken om de 10.000 kubikmeter beton over hans hoved gjorde ikke oplevelsen mindre klaustrofobisk.

Rengøringsarbejdet var enkelt: Han havde identificeret sig ved indgangen og kunne med sin personlige kode åbne panelerne et for et. To yderligere koder deaktiverede kanonen og fik den til lydløst at glide tilbage og vende 90 grader, så han kunne kommet til at rengøre linsen. De første mange gange havde han gjort et stort nummer ud af at holde sin krop væk fra mundingen. Den smalle gang gjorde det besværligt og som højrehåndet måtte han nærmest ligge hen over kanonen, for at kunne påføre det seje rensemiddel. Efter de første tyve kanoner havde han besluttet at stole på Systemet, og nu lå eller sad han direkte foran mundingen under rengøringen. Hvis sikkerhedsprotokollerne svigtede, ville de kun finde 1,5 kilo støv, godt en halv spand SerClex og to pudseklude.

Garak var netop færdig med dagens sidste kanon: "Kontroller Laskan LJ9-1200, justering og linse."

Selvom han var udmattet, var der triumf i hans stemme; kanonerne 601 til 1200 i gang LJ9 var hans ansvar. I starten havde han været næsten en halv time om hver kanon - denne gang havde han klaret alle 600 på 8 dage, eller med lidt over 9 minutter pr. kanon, det var garanteret en rekord!

Systemet svarede fra kanonen: "Tjek og tjek! Godt arbejde, Garak. Hav en god dag!"

v Så var han færdig. Havde kanonen været ude af justeringen (efter for hårdhændet rengøring), skulle han have ventet, mens Systemet forsøgte at justere automatisk. Kunne det ikke det, skulle han vente på en tekniker (og en skideballe). Kun 2 kanoner havde han smidt denne gang - han regnede hurtigt, 33 promille - garanteret også en rekord; man skulle op over 10%, før de satte én på andre opgaver.

Laserfalanksen skulle rengøres hver anden måned; med lidt held var han til den tid overgået til Rishkaen og dette havde været hans sidste tur. Han lagde låg på SerClexen og foldede kludene. Servicetunnelen på hans højre hånd var lukket af en 33 cm tyk, fuldstændigt plan stålplade. Der var ingen måde at åbne den på fra denne side.

"Åbn servicetunnel LJ9-3y". Han ventede på Systemets svar:

"Autorisation?"

"Garak, DFT3391RL", svarede han og følte den sædvanlige nervøsitet ved netop denne situation.

Adgang gennem tunnelerne var en af de få opgaver, som Systemet ikke havde autoritet til selv at varetage. En operatør skulle kontaktes og visuelt bekræfte, at han var alene og hørte til i Arken. Det var en lavt prioriteret opgave og hvis de var under angreb, ville han være strandet herude så længe angrebet varede. Et angreb var dog ikke særligt sandsynligt: Havde de været under angreb, ville han ikke have kunnet afkoble den sidste kanon, og der var kun gået få minutter siden da, men ikke desto mindre havde han hørt rygter om, at det var sket før.

I strid med den populære antagelse, var Laskan-falanksen totalt lydløs; intet ville have advaret ham, hvis et angreb var i gang. Godt nok ville fjendens mikroatomare missiler kun sjældent gennembryde det ydre Karstål-panser (og endnu sjældnere nå igennem Laskan-forsvaret), men lydbølgen alene ville sprænge hver celle i hans krop.

Garaks spekulationer blev afbrudt af en holoprojektion af Lt. Simkrunt; af alle de lokale operatører den, Garak brød sig mindst om.

"Garak! Færdig for denne gang?" Han ventede ikke på svar: "Og arbejdet er adækvat, ser jeg. Værsgo, kom indenfor", sagde han og aktiverede lugen.

Som om jeg havde brug for din invitation, tænkte Garak, men det havde han jo, på en måde, og sagde ingenting, men nikkede blot. Han kunne høre den velkendte skraben af de 16 Karstål-bolte, som gled tilbage i væggen og frigjorde lugen. Den svang lydløst åben og Garak satte spanden op først og skubbede den så langt ind i tunnelen, som han kunne nå. Ved bevægelsen tændtes lyset i den smalle tunnel. Den var 60 cm bred og 40 cm høj; lige nok til at Garak kunne kante sig igennem den, når han entrede den liggende på maven og med armene strakt ud foran sig.

Så snart hans ben var inde i tunnelen, lukkedes lugen bag ham, og klaustrofobien nåede nye højder. Arken var et trygt og godt sted at være, og de tykke mure og Laskan-falanksen var unægtelig nødvendige, men hvis han aldrig mere fik med de ydre forsvarsværker at gøre, ville det være for tidligt!

15 meter måtte han kravle i den snævre tunnel, før han kom til den indre luge.

"Åbn servicetunnel LJ9-3i." Uden at vente på Systemet, fortsatte han: "Autorisation: Garak, DFT3391RL".

Der var ingen holoprojektorer i tunnelen; kun Lt. Simkrunts stemme hørtes: "Ja?".

"Stadig mig!", sagde Garak og prøvede at skjule sin irritation. Simkrunt havde ham på sin monitor og kunne roligt have åbnet lugen så snart den ydre luge var sikret, som alle andre operatører ville have gjort det. Manden var idiot, mere var der ikke at sige til den sag! Boltenes skraben startede, og Simkrunt sagde:

"Husk: Grejet skal vejes og logges, før du holder fri. Og ingen dalren. Ubrugte ressourcer er nyttesløse ressourcer!".

Dalren? tænkte Garak, Hvor fanden har du det ord fra? Højt sagde han:

"Forstået! Det er afleveret om et øjeblik."

Han vidste ikke om Simkrunt hørte ham, der var intet svar. Den indre luge gled op og Garak ålede sig forsigtigt ud med hånden i SerClexens hank, til han kunne sætte den fra sig (der var en halv meter ned til gulvet) og selv glide ud og væk med et rullefald.

Han vendte og rejste sig og nåede lige at se lugen falde i. Denne indre gang var heller ikke meget mere end en servicetunnel, men der var de velkendte 2,5 meter til loftet og væggene var hvidmalede - han var hjemme igen.

Garak havde under arbejdet haft sit okular-implantat drejet væk fra øjet og derved i praksis deaktiveret sit primære computerinterface. Han kunne når som helst og overalt i Arken opnå kontakt med Systemet ved blot at tale tydeligt ud i rummet, men uden for sit hjem foretrak han okularet og en simpel styrehandske, som han trak op af baglommen og på sin venstre hånd, før han drejede okularet ind foran venstre øje.

Hans opmærksomhed blev øjeblikkeligt fanget af et blinkede ikon, som indikerede en prioritetshændelse i Systemet. Ikonet var et af de uspecifikke, og kunne som sådan betyde en lang række ting: Det kunne være en af de indikatorer, han selv havde programmeret og blot betyde, at det var hans tur til at trække i skakspillet mod Rokadisten (som han kaldte sig i Systemet, Garak tvivlede stærkt på, at det var hans rigtige navn) eller at han var ved at være i klemme i et af de andre spil og simulationer, han deltog i.

Det kunne også være en aftale, han havde glemt eller en eller anden advarsel fra et af de generelle styringsorganer - dog næppe særligt akut. Simkrunt ville have advaret ham hvis der var noget alvorligt på færde; nok var manden idiot, men han ville næppe begå et åbenlyst brud på protokollerne.

Endelig kunne det også være hans mor, som ville have fat i ham - hun havde samme rettigheder i hans brugerområde som han selv, om end hun meget sjældent benyttede sig af det. Først når han officielt afsluttede Rishkaen og kom til at gælde som en voksen, ville han kunne udelukke hende fra fuld adgang til sine systemressourcer - han havde længe planlagt det som sin første voksne handling

Nogle få minutiøse bevægelser i handsken aktiverede ikonet og åbnede den associerede besked. Garak, som netop havde rakt ud efter SerClexen, gik totalt i stå. Hvad han fandt, var en kort besked fra Kreevo, hvilket var totalt umuligt. Fuldstændigt, aldeles og totalt umuligt!

Garak havde ikke prioriteret beskeder fra Kreevo, det havde aldrig syntes nødvendigt. Kreevo var hans bedste ven og de sås hver dag; han var også en af de eneste som overhovedet sendte beskeder til Garak, så var der besked, var den som regel fra Kreevo. Det var derfor aldrig faldet Garak ind, at prioritere Kreevos beskeder, hvilket betød, at der ikke kunne have været et ikon.

Der havde været et ikon. Og der var en besked. Og den var fra Kreevo. Og det var umuligt.

Ingen kunne have ændret hans prioriteringer uden hans vidende - selv med hans vidende kunne kun hans mor ændre dem og der var ingen årsag til at hun skulle gøre det - hun brød sig ikke engang om Kreevo! For forsøgets skyld ændrede han hurtigt sine prioriteringer (slog påmindelsen om skakken fra og til igen) og holdt imens øje med, om sikkerhedsforanstaltningerne var på plads og i orden.

Processen tog under 3 sekunder; imens foretog systemet lidt under 3000 identifikationsaflæsninger af Garaks nethinde og kontrollerede 100 gange i sekundet, at okularet var forankret i soklen i hans kranium. Begge tests fungerede perfekt - hvordan nogen kunne have simuleret dem, gik over hans forstand.

Han rystede på hovedet og åndede dybt ind et par gange. Han havde ubevidst holdt vejret siden opdagelsen og det gik pludselig op for ham, hvor rystet han var: Systemets sikkerhedsprotokoller var det hellige og urørlige fundament for store dele af hans liv. At noget i Systemet kunne ændres anonymt og uforklarligt rystede ham ikke mindre, end det ville have gjort hvis han havde kløet sig i skridtet og opdaget, at hans kønsorganer var væk.

Beskeden fra Kreevo var seks dage gammel, så uanset hvad det var, kunne det næsten ikke være akut. Kreevo var undtaget fra rengøringsarbejde på laserfalanksen og Garak havde ikke snakket med ham siden sidste turnus startede. Stadig rystet, men nu også bange for at han var ved at gøre sig skyldig i dalren, greb han SerClexen og begav sig hurtigt til det nærmest depotrum. På vejen manipulerede han med styrehandsken beskeden fra Kreevo frem på sit okular.

Typisk for Kreevo var beskeden ren tekst. Alle rettigheder og ressourcer i Systemet blev tildelt efter arbejdsindsats og fortjeneste. Garaks nyligt overståede rengøring af 600 laserkanoner gav ham ret til 800 timers udnyttelse af Systemets fulde ressourcer. Kreevo var en stor og klodset fyr, der afskyede og undgik fysisk arbejde hvor han kunne, men selv han burde have ressourcer til at sende videobeskeder. Han syntes at foretrække rene tekstbeskeder, uvist af hvilken grund. Garak vidste af gammel erfaring, at han ikke kunne læse mens han gik og skubbede okularet væk fra sit venstre øje.

Han nåede hurtigt depotet og skaffede sig adgang. Rummet var fyldt til randen med halvtomme beholdere og gamle pudseklude og var så lavt prioriteret, at det ikke engang var koblet på Systemets overvågning. I døren sad en autonom id-læser som registrerede og lagrede oplysninger fra et af Garaks implantater. Hvis noget kom til at mangle fra rummet kunne man altid spørge døren, hvem der havde været i depotet og hvornår. Da han var færdig, begav han sig til det nærmeste socialområde. Han var blevet hurtigt færdig med laserfalanksen og dagens arbejdsperiode var kun halvt overstået; bortset fra et par småpiger som fnisende sad og spillede et eller andet spil via deres okularer og et primitivt joystickinterface, var der ingen i socialområdet.

Garak trak sig et glas saft og en bolle og satte sig godt væk fra pigerne. Han havde bevæget sig indad i Arken og var kommet væk fra ydermurenes lavtloftede betongange. Her var grønne planter overalt og han havde udsyn over adskillige etager op og ned. Arkens oprindelige, store åbne pladser var efterhånden som befolkningstallet var steget blevet bebygget tættere og tættere, og flere af de smalle klaustrofobiske gyder, Garak kunne se, var så snævre, at to genboer kunne læne sig ud af deres vinduer på 18. etage og give hånd! Man havde selv ansvaret for at vedligeholde ydersiden af sin bolig og da årets mode var klar pastel lignede de smalle alleer noget fra en tre-årigs malebog.

Et bid af bollen og en slurk saft og så klappede Garak okularet ind foran øjet igen. Nu var der to prioriterede beskeder! Kreevos besked ventede stadig, den anden var en officiel reprimande fra Lt. Simkrunt. Garak skimmede den hurtigt. "...for efter gentagne opfordringer til det modsatte at have udvist sendrægtighed i udførslen af sine pligter fratages Garak (DFT3391RL) en times fuld systemadgang. Straffen fratrækkes optjent tid og giver ikke anledning til yderligere anmærkninger i straffedes registre. Til argumentation for straffen anføres endvidere..." Garak læste ikke færdigt. Simkrunt måtte have fulgt ham på monitoren hele vejen og have påbegyndt skrivelsen næsten samtidigt med at han havde set Garak aktivere sit okular i stedet for at gribe SerClexen og løbe mod depotet. Sendrægtighed? Sikke et ordforråd den mand havde! Garak kunne ikke engang blive rigtigt sur, og lagrede i stedet mentalt Lt. Simkrunt i kategorien "Fjolser med Magt" og lovede sig selv at undgå ham i fremtiden.

Endelig nåede han til Kreevos besked. Kreevo var en ekstremt dygtig Systembruger og rodede tit rundt med gamle og glemte datafiler for at lære nye måder at manipulere systemet på; eller måske var det bare af kedsomhed. Garak havde aldrig spurgt ham. Kreevos beskeder var tit små anekdoter, som han havde fundet fra Arkens gamle dage og denne var ingen undtagelse. Kreevo skrev:

Fandt det her. Hvad synes du? (det må være vigtigt - det var dybt!)

Dybt var Kreevos ord for oplysninger som var underlagt stærk sikkerhedskontrol - han var blevet så dygtig, at han efterhånden kun interesserede sig for oplysninger, han ikke burde have adgang til. Garak læste videre:

Forskningsrådet
Femte agentur
Særforordnet Riiser, FES26IRB
Angående: Flerfoldsplan for skadeskontrol (dag: 11-23-72)

Det skal med beklagelse indstilles, at redningsforsøgene under I-6 opgives, og at dette afsnit forsegles og registreres om utilgængeligt. Denne indstilling motiveres af det forhåndenværende skadesomfang og af hensyn til hele Arkens sikkerhed. Rotteplagen i afsnittene under I-6 er blevet en alvorlig trussel og der er desværre ikke længere nogen tvivl om, at der er sprunget DNA fra kattene til rotterne. Afsnittet indstilles til øjeblikkelig forsegling af sikkerhedsgodkendt personale under opsyn.

Det var hvad jeg fandt. Der er kun dette resume. Selve rapporten er helt væk. Den er enten slette fra alle arkiver. Eller bag sikkerhedskontroller jeg ikke kan forbigå. Find mig når du ikke lige renser kanoner.


Garak var forvirret. Han boede selv i afsnit I-34 og det var mindre end en 14 dage siden, han havde arbejdet i haverne i I-2; han havde ikke set noget, der var forseglet! Og datoen! År 72 - det var 284 år siden! Måske havde de siden løst rotteplagen og genåbnet afsnittet? Det føltes bare ikke som den rigtige forklaring! Han søgte hurtigt og fandt, at Kreevo var hjemme hos sig selv i I-32-1982F. Han sendte en kort besked om at han var på vej og begav sig af sted. Bollen og saften efterlod han glemt på bordet bag sig.

For fortsættelse, se nedenfor...
Dit feedback er det eneste, som holder denne historie igang. Din afkrydsning nedenfor angiver, om du synes, at det kan betale sig at fortsætte nærværende novelle. Hver gang jeg får 5 gange "Ja", skriver jeg et nyt afsnit :o] - du er velkommen til at stemme anonymt!
Navn:
Ja
Nej

Læst 3 gange siden 23.02.2002