Frit fald

At han ikke var hjemme, det vidste han da! Alt omkring ham var fremmed; lugtene, lydene, farverne - selv luftens sammensætning var forkert, uden han kunne sætte en klo på, hvad der var galt med den. Han kunne ikke huske, hvordan han var kommet hertil. Måske havde de andre simpelthen besluttet, at han ikke var klanen værdig og sat ham af her, mens han sov - dét havde han hørt om før. Hvad han kunne have gjort for at fortjene en sådan straf, vidste han ikke. Han havde allerede problemer med at fokusere på tiden før udsættelsen - hans race var jægere, ikke tænkere, og autobiografisk hukommelse havde det med at komme i vejen for opmærksomhed mod byttet.

Tre dage havde han været her nu, og han havde stadig ikke fundet et værdigt bytte - et bytte som kunne slukke ikke kun hans sult, men også stille jagtbehovet. Uden jagten ville hans fordøjelsessystem forblive inaktivt og fødeindtagelse ville blot give mæthed, men efter en tilfredsstillende jagt ville det flamme op og energioptagelsen ville være øjeblikkelig, følelsen ubeskrivelig. Det var den, han søgte nu. Sult var lav pris at betale for en sådan belønning.

Det var en lille "Klasse 2 Standard Planet" med lav masse - han var stærk her! Det havde styret hans byttevalg: Ingen af de laverestående dyrearter ville kunne tilfredsstille hans jagtbehov, kun den herskende race kunne udfordre ham. Men kunne de det? De var afskyelige kreaturer: Lange og tynde bi-poder, dækkede af ækelt, næsten hårløst, maddike-hvidt skind. De var åbenbart også selv klar over denne defekt, for de fleste var dækket fra hals til fødder af mange stykker klæde, selvom hans kropsvæsker næsten kogte under indflydelse af den nære sol. Så vidt han havde kunnet bedømme, havde deres lange ben kun et eneste bøjeligt led (at de overhovedet kunne balancere på dem var ham en gåde) - han burde kunne indhente den hurtigste af dem gående. De var tydeligvis intelligente, men han havde ingen skrubler ved at spise intelligensvæsner - den slags tabuer markerede de svagere racer. Til gengæld havde giftstoffer en grim tendens til at opkoncentreres gennem fødekæden, så med tiden ville han være nødt til at holde øje med sin diæt! Men det måtte blive senere, lige nu var der kun Jagten.

Han var i en smal gyde. Bøjende i de tre led i baglemmerne, støttede han med forlemmerne på en gammel, itureven avis; dette var hans hvilestilling, under jagten ville han bevæge sig på baglemmerne og gribe med de stærke, klobesatte forlemmer. Han havde observeret længe, men bytte-udvælgelse var en intim del af Jagten og han havde aldrig følt sig bedre underholdt. Alle de mange byttedyr stimulerede hans sult og skærpede hans sanser. Han badede i udvælgelsens sødme: "Den? Nej, for fed, ingen jagtglæde. Dem? Rolig, start med een - lær deres styrker og svagheder at kende, tag dem gruppevis senere!" Sådan blev det ved; de var for tynde, for tykke, for slappe eller for afskyelige (hvis man ikke er æstetiker når man spiser, hvornår så?) - enkelte var perfekte, men han lod dem passere, for at nyde udvælgelses-rusen lidt længere. Omkring ham blev skyggerne stadigt længere, efterhånden som solen fuldendte sin halvbue. Gaderne affolkedes og der blev stadig længere mellem byttedyrerne. Udvælgelsestidspunktet nærmede sig.

Han var kravlet tættere på gydens åbning, hvor det tiltagende tusmørke gav ham en glimrende udkigspost. Derfor så han Byttet længe inden dets begrænsede sanser kunne opfange hans tilstedeværelse. Af en af racens hunner at være, var det et pragteksemplar: Næsten så høj som han, når han var opretstående og med massive for- og baglemmer, som spændstigt og harmonisk bragte Byttet tættere på dets skæbne. Byttet måtte tilhøre racens krigerkaste; det var ikke overvægtigt, blot stærkt og velproportioneret - et værdigt første bytte. Bytte-racens fysiologi var stort set identisk med hans egen, og han gættede, korrekt, at de enorme udposninger på overkroppen var fødedepoter for racens nyfødte - med sådanne depoter, måtte denne hun have smidt et kuld på mindst 5 for nylig.

Han havde kortvarige samvittighedskvaler ved at fratage kuldet dets fødekilde, men overkom dem hurtigt - de var byttedyr og kunne lige så godt lære det tidligt! Under hans overvejelser havde Byttets blinde færden bragt det meget tættere på hans skjul - snart nu! Han følte sine muskler spændes og fordøjelsessystemet vågne til live. 50 skridt nu, 35, 20. Der satte Byttet farten ned, dets fattige sanser var endelig begyndt at virke. Ubevægeligt nød han Byttets forvirring, den stigende angst i det ellers så udtryksløse ansigt. 10 skridt væk nu og næsten helt stoppet op. Jagten sang i ham nu, beruselsen var maksimal, han sprang...

Hun var et enestående eksemplar af hunkønnet; så langt havde han ret. Hun blev ikke bange, da det, hun havde bemærket i skyggen, sprang ud foran hende. Kvinder på 1,96 m., med kræfter som en bodybuilder og en krop til hvilken 105 EE er et helt naturligt brystmål, bliver sjældent bange! Vred blev hun, da det fortsatte sit løb og ramte hende med sin fulde kraft i maveregionen; ikke at der var særlig kraft på stødet, men var det nogen måde, at opføre sig på? Hun skubbede ham vredt fra sig, hvilket gav ham en kort baglæns flyvetur, der sendte ham med ryggen først i fortovet.

Han havde undervurderet hende, det stod ham klart med det samme! Hun var et fremragende bytte - det frontale angreb havde været en fejl. Hans ryg smertede, men han måtte ikke give hende tid til at samle sig. Brølende under kraftanstrengelsen og vreden rullede han rundt, sprang op og blottede hjørnetænderne og kløerne. Der var ingen angst at spore hos hunnen, hvilket blot hjalp til at gøre hans raseri rødglødende, og fordoblede hans kræfter.

Han angreb igen. Det havde været hans mening at sænke de lange hjørnetænder i hendes hals og afslutte den ulige kamp, men af uforklarlige årsager fandt hans tænder i stedet det hårde, benede område lige under hendes mælkedepoter; kunne hun være så stor? Hun skreg i smerte, og kradsede ham vildt i ansigtet. Han slap først, da han mærkede blodet løbe ned ad sit bryst. Hans ansigt smertede, det var umuligt at sige, om blodet var hans eller hendes. Han bevægede sig hurtigt rundt om hende, i farten så det ikke ud til at hun blødte efter biddet. Tanken om at hun, Byttet, havde såret ham, var uudholdelig - nu skulle hun ned, kræve hvad det måtte.

Han stod nu bag hende, placerede en klobesat fod i hendes knæled, borede forlemmernes kløer i hendes mælkedepoter og kravlede opad. Klatreturen var overraskende let, hun bulede ud alle de rigtige steder og gav ham masser af gode holdepunkter. Stående på hendes massive bagdel var han kun lidt mere end et hoved højere end hende - hun var enorm! Fastholdt der, med kløerne sænket i hendes hals bemærkede han blod, som løb gennem hendes hår og ned at ryggen. Først troede han, at det var fra hans eget smertende ansigt, men hans blod var orange, og dette var rødt!

Triumfens sødme fyldte ham, men forfulgtes af tvivl - han kunne ikke huske, hvornår han havde skadet hende der. Han førte den ene hånd til sit ansigt, følte blodet løbe og stirrede vantro på den tykke, røde væske. Det er muligt, at han, hvis han havde han fået blot få sekunder mere, kunne have regnet det hele ud, have undskyldt overfor kvinden og være blevet medicineret igen, men i det øjeblik besluttede hun sig for, at legen havde varet længe nok. Hun gjorde et ryk med kroppen, som rev hans anden hånd fri af hendes hals. Dér stod han et øjeblik, mens sund fornuft forhandlede med tyngdekraften. Som så ofte før havde tyngdekraften de vægtigere argumenter på sin side og han tog sin anden baglæns flyvetur den dag. Desværre var den nu fra større højde og han nåede at beskrive en halvbue, inden fortovet satte punktum for dagen.

Alt i alt var der faktisk ikke langt ned, men det menneskelig kranium er ikke designet til at bryde frit fald.


© Brian Lundgaard, 1999



Nu hvor du har læst den, så fortæl mig og de andre, hvad du syntes om den!

På en skala fra 1 til 10 (hvor 10 er bedst):
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10