Eksil

Det var en tirsdag. Det er de fleste dage, når man tænker over det. Intet af weekendens sødme er tilbage og der er langt til den næste fridag. Vinden stod i syd og håret blæste hende i ansigtet hele vejen hjem fra bageren. Ved opgangen stod to lokal smådrenge og skændtes over et pokemonkort; intet nyt der. Der var igen ingen plads i cykelskuret, så hun flyttede forsigtigt rundt på de andre cykler til der lige præcis var plads til hendes bagerst i skuret.

På vej op af trappen passerede hun Madsen fra 2. tv. Hun nikkede til ham, men han hilste ikke. Ved døren stoppede hun op og betragtede de store klodsede bogstaver, som var ridset ind i den mørkbejdsede dør; de mindede hende om, hvor hun var og hvorfor hun var her. Medvinden hjem fra bageren havde hjulpet og for en gangs skyld havde hendes far tid til at sidde og spise morgenmad med dem. Som ejer satte han en ære i at være den første i butikken og den sidste, som gik hjem. Begge hendes forældre virkede i meget godt humør og helt uinviteret dukkede sætningen: "Jamen, det er jo ikke engang onsdag!" op i hendes hoved. Hun kunne ikke lade være med at smile skævt og skyndte sig at drille sin lillebror for at skjule det.

Klokken var kun lidt over syv da hendes far var kørt, så hun satte sig ind til sig selv og forsøgte at samle lidt op på noget af det hjemmearbejde, som håndboldtræningen i går havde forhindret hende i at nå. Lidt senere spillede radioen en popslager og snart sad hun og drømte sig til en bedre verden, hvor hun og Thomas var et par og intet og ingen kunne komme imellem dem. Sådan gik der hurtigt en time og hendes mor kaldte fordi det var på tide at komme i skole. Hendes ældste bror skulle først møde til klokken ti, men de tre andre kørte af sted sammen.

De første par timer var matematik, hendes bedste fag, de fløj forbi som de plejede. Tredje lektion var tysk og allerede inden Hr. Mortensen dukkede op, havde hun fundet sit nulrehæfte frem. Det hæfte brugte hun i alle de kedelige timer. Hun tegnede, lavede kruseduller og skrev små digte. Det var Thomas, som fandt på at kalde det hendes nulrehæfte. Han havde sagt det på sådan en sød måde og mest til hende; slet ikke som de fleste 15 årige drenge ville have gjort: Højt og først og fremmest for at vise hvor smarte de selv syntes de var. Thomas var anderledes og kunne vist også godt lide hende - sådan føltes det i hvert fald.

Tysktimen gik med at lave en skitse af Irene i profil. Den blev ret god og hun var lige ved at rive den ud af hæftet og give den til Irene, men ombestemte sig, fordi hun ikke var helt sikker på, at Irene ville modtage en gave fra hende. Efter middagspausen var der to timers gymnastik; hendes hadefag nr. et. Hun var undtaget fra undervisningen, men skulle sidde bag i hallen og følge med i de andre pigers øvelser. Hun havde prøvet at tage sit hæfte med een gang, men lærerinden, en stor, firskåren og rødmosset kvinde ("kald mig bare Amanda"), havde været lige ved at konfiskere det. Amanda havde først givet sig da hun på sine grædende knæ, holdende fast i det ene hjørne af hæftet, havde lovet aldrig at tage det med igen.

Gymnastiktimerne gik slæbende langsomt. Pigerne trænede bækkenbund, mens en storsvedende Amanda holdt dem i gang:

"Kom så piger! En, to, tre, fire. En, to, tre, fire. Sørg for at få de ben op og knib sammen! En, to, tre, fire. Kom nu! I ved ikke hvornår I får brug for en stærk bækkenbund, løft så de ben!"

Hun havde kun en sløret anelse om, hvad en bækkenbund var, men hun var næsten sikker på, at hendes mor ikke ville bifalde, at hendes lille pige hørte om den!

Efter skole tog hun med Arina hjem. Arinas mor var polsk født, men dansk gift og Arina havde fået det bedste fra begge verdner: Sin mors mørke, glødende øjne og venlige gemyt og faderens højde og fregner, som var mildt drysset som brunsukker op og ned af hendes arme og rundt i hendes ansigt. Lige nu var Arinas kønne ansigt fortrukket i eftertænksomme folder:

"...men, hvis han kan lide dig og du kan lide ham..." Arina lod aldrig konventioner komme i vejen for sine tanker; det var hendes fineste kvalitet.

"...så er det stadig dømt til aldrig at blive til noget, Arina! Men det er da dejligt at drømme om!" De var kommet at diskutere hende og Thomas igen. Deres flirten havde stået på i næsten tre måneder og det lod ikke til at Thomas lod sig slå ud af hendes afvisninger - det elskede hun ham for.

"Jeg ville bare gøre det!" sagde Arina, "Hvad kunne der ske ved det?"

Ja, du skulle bare vide, tænkte hun. Højt sagde hun: "De ville blive vrede og skuffede. Det er bare ikke sådan noget man gør i min familie!" Arina rystede på hovedet igen og så forundret ud. Hun var ikke vandt til den slags strikse regler, og ville nok aldrig kunne forstå. De lod det ligge og hyggesnakkede en times tid mere om ingenting, sådan som kun unge piger kan.

Hun var hjemme ved opgangen kl. 17.30, som hun havde lovet og fik for en gangs skyld den sidste plads i cykelskuret. Der var allerede halvmørkt indenfor og hun fløj op af trapperne uden at tænde lyset. Udfor deres lejlighed stoppede hun op og tændte med en bedrøvet, men beslutsom bevægelse for lyset. Døren var stadig ikke blevet skiftet ud. Det var tre måneder nu, selvom viceværten havde lovet, at en ny dør ville kunne skaffes på under en uge. Nogle gange tænkte hun, at det måtte være ham, som havde ridset i deres dør!

Egentligt var hun nu ligeglad. Hun var glad for den daglige påmindelse - den var hendes adelsmærke og hendes jødestjerne. Ridset med barnlige bogstaver og med små "r"'ere (som nok var nemmere at lave med en kniv), annoncerede deres indgangsdør, som var det et klodset lavet navneskilt:


PErKErE


© Brian Lundgaard, 2002



Nu hvor du har læst den, så fortæl mig og de andre, hvad du syntes om den!

På en skala fra 1 til 10 (hvor 10 er bedst):
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10