Derfor er jeg ikke digter!

Der er en masse regler, der skal overholdes, når man skriver digte. Ikke, naturligvis, at de fleste mennesker ville opdage det, hvis man ikke gjorde. Mange (hvoraf hovedparten har fået ødelagt muligheden for nogensinde at nyde et digt af en dansklærer i 8., som hed Clausen) ville uden videre kunne leve med at kalde følgende et digt:

effektiviserer
Eliten fulgte schaslikken med længsel
de var tilfældigt overladt til husaren
kun dr.scienten meriterede sig

Elleve efter mikroinfusionen
legitim kun den aerodynamiske tablet
menigheden var låst udefra igen

Det sørgelige er, at nogen vitterligt vil synes, at dette minder meget godt om de digte, som de heller ikke forstod i folkeskolen. Fakta er, at det er opbygget og sammensat af meningsløse ord og sætninger, som kun efter det løsest tænkelige princip er efterredigerede med læselighed for øje. Det gør som sådan ikke noget, at du finder det meningsløst - det er netop hvad det er.

Det er ikke derfor, jeg ikke er digter. Hvis jeg vil, kan jeg være mere sammenhængende:

Non-sens
Intetsigende nonsens
fylder mit badekar
flyder fra øje til hjerne
på tomme tanker

Fanatiske ekvilibrister
snobber (med noget at have det i)
vil mig til livs
man (pisser ikke ustraffet på gudinder)

Sandelig siger jeg jer
glæd jer een og alle
digtet er ikke dødt
blot mishandlet

"Ja", er der nok en del som siger, "det kunne da godt ligne et digt". "Det er det ikke!", må jeg så konstatere (selv om jeg, som har digtet det, jo ville ønske, at det var). Stilen, for eksempel, bør være enkel og gennemført; her er den blandet og digtets form skifter tre gange.

Man kan godt skrive et digt, hvor linie 2 og 3 starter med ord, som kun adskiller sig ved ombytningen af to bogstaver, men så må man holde den stil. Hvis man vil lade digtet være parentetisk forklaret, er det den opbygning, man må holde fast i (vers 2). Endelig må man sørge for, ikke at springe rundt mellem lange og korte ord; mellem højt og lavt lixtal - begge dele viser, at der ikke er tænkt tilstrækkeligt over formsprog og udtryksmåde.

Digtet Non-sens mangler altså konsistens i opbygningen. Det er dog ikke alt: Til forskel fra novellen, der er en luder, som tilpasser sig det miljø og de betingelser, den finder sig i, så har digtet sjæl. Kun når digtet fremstår helstøbt og formfuldendt, idet det tydeligt fremgår, at digtet er båret frem af en enkelt lysende ide (dets sjæl), kan der virkeligt være tale om et digt.

Novellen er med sit enklere formsprog og sin lineære fortællestil en til sammenligning enkel fortælleform. Det betyder ikke, at der ikke er langt flere novellister end der burde være. Det er der. Men der er jo også dagligt langt flere biler på vejene, end der er habile bilister. Man kan så spørge sig selv, hvor de alvorligste uheld sker.

Afslutningsvis er det nødvendigt at nævne, at digtet selvfølgelig, som et absolut minimumskrav, må forbryde sig mod samtlige de regler man med rimelighed kunne opstille for, hvordan et digt skal skrives. Allerbedst bliver det, når sætningerne folder sig baglæns ind over hinanden og bliver dobbelt betydningsfulde, idet de mister deres betydning. Som hos Martin Budtz:

Jeg sidder her omgivet af lys
i et rum i et hus
mens træerne gror
i en by fuld af by
da jeg forstår at jeg er vågen
i en sætning der drømmer

Som sagt: Derfor er jeg ikke digter.

© Brian Lundgaard, 2000



Nu hvor du har læst den, så fortæl mig og de andre, hvad du syntes om den!

På en skala fra 1 til 10 (hvor 10 er bedst):
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10